Danmarks granater
I Danmark bliver der hver dag fundet mindst én granat.
De dukker op i dødsboet, på byggepladsen eller mellem strandklitterne, og der går ikke en uge, hvor Forsvaret ikke er ude og hente granater rundt omkring i Danmark.
Fra januar til midten af oktober i år er der allerede fundet 458 granater, viser en optælling af Forsvarets døgnrapporter og tal fra ammunitionsrydningsfirmaet Damasec. Men der ligger stadig tusinder af ueksploderede granater tilbage. Hvor mange er der ingen, der ved, men mange af dem, der dukker op, stammer fra 2. verdenskrig.
Selvom granaterne har ligget i jorden i mange år, kan de stadig eksplodere, hvis man begynder at flytte på dem. Ingen civile danskere er endnu blevet sårede eller dræbt i mødet med en granat, men det er et problem i Tyskland og Frankrig, hvor der med jævne mellemrum sker ulykker, når granaterne dukker op. I Tyskland er der næsten årligt dødsfald.
Der er ingen forklaring på, hvorfor det ikke er gået galt i Danmark. Måske fordi vi ikke har lige så mange efterladte granater som de store europæiske nationer. Måske har vi bare været heldige.
De sprængfarlige krigsvåben gemmer på menneskers historier. Fortællinger om krig og de betydelige spor, som krigen kan sætte. Om skæbner, frygt og død. De mange granater i jorden er en fysisk manifestation på, at krigen aldrig forsvinder, selvom den ender. For som soldaten Robert Mørck spørger: »Stopper krig nogensinde, eller går den bare på pause?«
Rul videre på siden, og læs om den ældre dame, hvis granat på hylden minder hende om en barndom under besættelsestiden, rydningsholdet, der fjerner gemte granater i Ørestadens jord, og en soldat, der har ladet en granat flyve ud af hånden og hørt den springe foran sig under Danmarks deltagelse i Afghanistan-krigen.
Granatfund i Danmark 2015
Kilde: Forsvarets Døgnrapporter
Hvad gør du, hvis du finder en granat?
- Rør ikke ved granaten
- Træd væk fra granaten og sikr, at andre ikke kommer i nærheden af den
- Ring til Politiet på 114. Politiet ankommer og vurderer, om Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste skal tilkaldes
Kilde: Politiet
Kapitel 1
Granater, der gemmer på minder
Der ligger et lille rækkehus i Vodskov lidt uden for Aalborg. I stuen står der blå Wegner-møbler fra halvtredserne, og bogreolen byder på Dan Turéll, slægtsromaner og nipsgenstande. På spisebordets lyserøde dug, mellem gamle billeder og hjemmebagt sandkage, står en håndgranat. Den har rester af rød og neongrøn maling, og sikringen sidder stadig i, som en stænget dør, der holder noget farligt ude. Den er tung, formet som en ananas, og rusten på siderne vidner om, at den er af ældre dato. »Man kan lige se, hvis sådan en springer med alle de stykker der,« siger 82-årige Bodil Jørgensen, imens hun sætter kaffekanden på bordet ved siden af granaten, som var den lige så ufarlig som de kongelige porcelænsbjørne, der pynter på hylden.
Granaten gemmer på historier. Historier, der vidner om frygt, et levet liv og en død, der en dag skal komme.
Som når fugle hopper på taget
I stuen i Vodskov leder Bodil efter hændelser fra sin barndom, der ligger bagerst i hukommelsen. »Jeg tror da egentlig, at jeg har fortrængt alt det der. Det var så grimt, det er noget, man vil glemme,« siger hun.
Og om det var sommer eller vinter i 1942 er glemt, men Bodil husker den kolde nat og kakkelovnen, der var gået ud i løbet af nattens første mørke timer. Familiens tøj hang parat i det lille soveværelse, så de hurtigt kunne hoppe i det, når sirenerne lød.
Denne nat var en af de nætter, hvor sirenernes alarmerende toner sendte deres advarsler gennem Aalborg. Englændernes fly lå klar til at bombe over den lille tyskstyrede Nordjyske by Nørresundby og næsten lige over hovedet på 9-årige Bodil, der lå i sin varme seng.
Normalt ville familien skynde sig i sikkerhed i den gamle kælder, der var indrettet til beskyttelsesrum i det røde murstenshus. Men denne nat var langsom. Og mens Bodil med trætte øjne tog det kolde tøj på, kunne hun høre noget rulle ned af tegltaget. »Det var ligesom, når fugle hopper på taget og larmer med deres fødder,« siger Bodil, mens hendes fingre hopper hen ad bordet.
Men lydene kom ikke fra fugle. Det var fragmenter fra de granater, der faldt ned fra himlen, hvor englænderne og tyskerne prøvede at udkonkurrere hinanden.
Selvom mange ting har været glemt i mange år, har noget sat sig fast og bevidnet om, at krigen har sat sine ar. »Jeg har det i dag sådan med høje lyde, at jeg får et gip i kroppen. Jeg tror, det er skud. Jeg har først nu tænkt på, at det kan komme derfra,« fortæller Bodil.
Både huset og familien overlevede aftenens angreb, men episoden er tvunget tilbage til Bodils hukommelse, efter hun i de seneste par år har konfronteret sig selv med krigen gennem dokumentarfilm. Noget hun ellers bevidst havde undgået hidtil. Det er næsten 73 år siden, men Bodil kan huske, hvordan frygten indtog hendes krop, og hvordan angrebet satte sig som et tilbagevendende mareridt i den efterfølgende tid. »Vi var virkelig bange. Min mor tog mig til læge, fordi jeg havde mareridt. Jeg drømte, at jeg fløj og var bange for, at jeg faldt ud. Men jeg havde jo aldrig prøvet at flyve dengang,« fortæller Bodil. Mareridtene var så slemme, at hun nærmest var i trance og svær at vække, og lægen kunne hverken gøre fra eller til. »Der fandtes jo ikke psykologer dengang, og der var ikke noget, der hed posttraumatisk stress. Men det var vel nok det, det var.«
Splinten i cigarkassen
Efter granatregnen havde lagt sig, og de engelske fly igen havde efterladt Nørresundby til sig selv for en stund, gik Bodils far ud på vejen for at samle rester fra de afskudte granater. Han kom tilbage med en 10 centimeter lang granatsplint med en tykkelse på størrelse med en voksen mands tommelfinger. »Det var jo en souvenir. Sådan noget gjorde alle dengang. Hvis det var noget fra tyskerne, så huggede man med arme og ben,« fortæller Bodil om den granatsplint, der efterfølgende har fulgt hende gennem hendes liv, men i dag er forsvundet fra sin plads i cigarkassen i skuffen i dækketøjsskabet.
Mens resten af familien blev ved spiralsengen, kaffemaskinen og kortspillet i det lille rum i kælderen, når sirenen lød, kunne faren finde på at snige sig ud for at se angrebene med egne øjne. Og der var nok at kigge på i Aalborg under besættelsen, fordi tyskerne havde kontrol over byens tre lufthavne. Derfor var Aalborg også en af Danmarks hårdest ramte byer efter besættelsen med krigsskader for 300.000 kroner ud af landets samlede skader på 500.000 kroner.
Under besættelsen voksede der også modstandsgrupper i Aalborg, heriblandt Churchill-klubben. Modstandsbevægelsen var dog ikke noget, Bodil havde tæt på livet, og der var hverken sabotører eller frihedskæmpere i familien. Derfor er Bodil måske heller ikke typen, man tænker har granater liggende i gemmerne. Ofte står de på hylden hos gamle modstandsmænd og deres efterkommere. Bodil passer heller ikke på billedet af en samler, der køber granater på DBA og er medlem af våbenfora. Ej heller passer Bodil ind i kategorien af unge hipstere, der køber granatlamper til overpris på Vesterbro. Alligevel har to forskellige granater fundet vej ind i Bodils liv. Den første gennem hendes far, og den anden gennem hendes nu afdøde mand, Bent.
En granat flytter ind
Den 4. maj 1945 blev mørklægningsgardinerne fjernet fra vinduerne i Nørresundby. I stedet blev oplevelserne fra krigen mørklagt, og en ny følgesvend viste sit ansigt: Fortrængelsen. Den gav plads til at skabe et nyt liv, der ikke var hæmmet af minder fra krigen. Det nye liv førte 20-årige Bodil til København i 1953, hvor hun mødte sin store kærlighed, Bent. Med ham flyttede endnu en granat ind i Bodils liv. Og det er den, der står på kaffebordet i dag – med små indridsede ruder og en split med en ring for enden, der indbyder til, at man stikker pegefingeren ind og med kun et enkelt træk forvandler metalruderne til splinter, der eksploderer ud i rummet.
Hvor håndgranaten kommer fra, har Bent og Bodil aldrig talt om, for selvom de begge to havde oplevet besættelsestiden, var det ikke et emne, de talte om. Fortrængelsen var endnu ikke ophævet. »Min Bent, han var lidt af en samler. Den har vel en historie, som kun han kender«. Og Bodil har aldrig spurgt ind til den, for denne gang var der ikke grund til at frygte den granat, der ville ind i hendes hjem. Den kom med kærlighed i stedet for frygt.
Kaffekoppen bliver sat tilbage på bordet, og Bodil kigger ud på efteråret, der omringer det lille gule rækkehus. Stemmen bliver alvorlig. Bodil og Bent vågnede op ved siden af hinanden hver dag i over 40 år, men i november 1994 måtte Bodil sige farvel til sin mand, der døde af lungekræft. »Det er mange år siden, men det er lige træls i dag.«
Det sidste suk
Bodils refleksioner over Bents død får hende til at tænke på, hvad der skal ske med hende selv. »Livet. Det er en mærkelig ting, men jeg er da kommet nogenlunde helskindet igennem det. Det er bare sådan lidt underligt at tænke på, at jeg snart skal herfra. Når jeg går i seng om aftenen, tænker jeg ’nå, vågner du nu op igen?’«
At dø behøver ifølge Bodil ikke at være spor dramatisk. Man trækker vejret, som et slags sidste og endeligt suk, og så dør man. En helt anden død end den, der blev kastet ned over Aalborg og kælderen i Nørresundby.
For en generation, der kun har oplevet, at Danmark drager ud i verden for at deltage i krig, kan det være svært at forestille sig, at den pludselig skulle banke på vores danske hoveddør. Men frygten for krig lever stadig hos Bodil. For hende, der har set billederne af krig før, har efterårets tv-skærme og avisforsider med de mange mennesker, der af frygt for døden flygter langt for at undslippe den, hver dag mindet hende om, at ingen er urørlige. Men hun frygter ikke, at der bliver krig i morgen. »Jeg er ikke bekymret for mig selv, men for mine børn og børnebørn. For hvordan skal livet blive for dem?« siger hun og flader den lyserøde dug ud med sine hænder.
Hun tager et fast greb om håndgranaten, og splitten klirrer mod metallet på siden. Hun er ikke bange. Hun tror ikke, at der er sprængstof i den, men man kan aldrig være sikker. Hun går ud af stuen for at sætte den tilbage på sin plads på hylden inde i soveværelset.
Våbenloven §1 stk. 4
Ifølge den danske våbenlov er det forbudt at indføre, fremstille eller samle på håndgranater, bomber, miner og lignende våben, der virker gennem en eksplosion, og som fremkalder trykvirkning eller udslynger smålegemer. Dette er kun lovligt, hvis man har tilladelse fra justitsministeren eller en person, han dertil har bemyndiget.
På samme måde er det ulovligt at være i besiddelse af granatdele, herunder gamle granater, der eksempelvis er lavet om til lamper.
Kapitel 2
Ingen vil bo på en glemt granat
Blandt bunker af jord og med udsigt til høje nybyggerier står fire mænd i neongule jakker i en stor firkantet udgravning. I baggrunden sniger solen sig op over metroen, der har retning mod Vestamager station. Der er en konstant larm af arbejdende gravemaskiner.
»Det er ikke sikkert, vi finder noget i dag,« siger gruppens mest erfarne mand, Jørgen Reé-Holtz, imens de andre gør udstyr klar.
Udefra ligner de fire mænd nogen, der forsøger at få kontakt til det ydre rum, men i virkeligheden er de i gang med at grave i fortiden. De arbejder nemlig for firmaet Damasec, der er specialiseret i at fjerne ammunition, og de er taget til Ørestad for at fjerne gamle granater, som de har gjort det så mange gange før. For i ukyndige hænder er granater farlige. Og i år har de allerede gravet 246 af Danmarks granater frem.
Granaterne i Ørestad
Siden Christian 4.’s tid har Ørestadsområdet været et militært øvelsesterræn, hvor danske soldater har sendt tusinder af granater afsted gennem luften. De sank langt ned i den sumpede jord, så snart de ramte overfladen, og der har de fået lov til at ligge uforstyrret indtil 1960’erne, hvor Forsvaret begyndte at grave efter dem. Det er nemlig dem, der har ansvaret for at fjerne de granater, man finder i dag.
Men i Danmark ligger der mange granater i jorden, og Forsvaret har ikke ressourcer til at fjerne dem alle nu og her. Omvendt har byggeentreprenøren ikke tid til at vente på, at der bliver plads i Forsvarets kalender. Og det er her, Damasec tjener sine penge – de bliver både sendt på arbejde af utålmodige entreprenører og af Forsvaret, der har brug for en hjælpende hånd. Amagers nye bydel skal nemlig altid undersøges for gammel ammunition, før nye hjem kan bygges til familier, der skal bo trygt og sikkert uden sprængfarlige granater under fundamentet. Og det er netop, hvad dagens mission handler om.
 |  |  |
|---|
Metal kradser mere end sten
Det er ikke helt ufarligt at lede efter gamle, glemte granater, og rydderne er også klar over, at de må være seriøse, når det virkelig gælder. For ingen ved, hvordan granaterne ser ud. Om de er velholdte, kan tåle berøring eller vil springe ved den mindste rystelse.
»Vi joker derude, men lige så snart vi er ved noget, der kan være farligt, så bliver vi seriøse igen. Men det bliver jo kedeligt, hvis vi ikke også må lave sjov,« siger Kurt Nellemann, der har 17 års erfaring som granatrydder i både Irak, Bosnien og flere steder i Afrika.
Med en cigaret i mundvigen går han langsomt rundt i udgravningen og søger området med en metaldetektor, der pludselig giver et højt udslag. Christoffer Hansen, der er gruppens yngste og nyeste tilføjelse, går straks i gang med at grave med hårde og kraftige tag, som var det en helt ufarlig ting, han gravede efter.
Desto tættere han kommer, desto mere ivrig bliver detektoren. »Det bliver et motherfucker hul, det her!« siger han, og de bliver enige om, at gravemaskinen må gøre noget af arbejdet, før Christoffer Hansen igen stikker spaden tilbage i hullet. Han hopper på den en, to, tre gange med de mudrede støvler, og med ét rammer spaden noget, der lyder rigtigt. »Uuuuha,« siger alle fire mænd, imens de smiler rundt til hinanden.
Men ingen ved med sikkerhed, hvad der gemmer sig under overfladen. Det handler om fornemmelsen. »Når man har stukket spaden nok gange i jorden, kan man mærke op gennem skaftet, om det er sten eller metal,« fortæller Jørgen Reé-Holtz, der har 25 års erfaring som ammunitionsrydder. Og så er det et spørgsmål om trænede ører. Metal kradser mere end sten.
Der bliver stille, og gennem blæsten kan man høre spaden kradse mod metal.
 |  |  |
|---|
Et våben lavet til krig
»Yes sir! Sådan!« udbryder Kurt Nellemann, da en buet sort overflade titter frem under de rester af jord, spaden ikke helt har fået med. Overfladen er ryggen på den granat, der med ét forvandler rydderne fra at være mænd i neongult tøj, der sparker til sten i jorden, til at være byggepladsens helte.
»Pissegodt gravet, Chrisser!« siger Nicklas Færch, der har 1,5 års erfaring bag sig, mens de to slår knytnæverne mod hinanden.
Mortérgranaten ligner en patron, men er på størrelse med en stor underarm og vejer 12 kilo. Det er et våben lavet til krig, til at dræbe og ødelægge, og i det øjeblik den rammer sit mål, er det, der var der før, uigenkaldeligt.
Det er som om, den ikke hører hjemme, som den nu ligger der på en byggeplads på Vestamager, hvor moderne glasbygninger tager flere og flere kvadratmeter.
Alligevel er de fire mænd ikke bange.
For de finder ro i deres erfaring og viden. De har gjort deres forarbejde og ved, hvilke granater der før er fundet under de moderne Ørestadsbygninger. Som tidligere soldater har de alle set en granat sprænge, de har kastet den, og de ved nøjagtigt, hvor langt man skal væk for at være uden for livsfare. For som soldat er man vant til, at »det buldrer og brager rundt om sig,« fortæller Jørgen Reé-Holtz.
Men hvis man ikke kender til granater, kan det være svært at tro, at der ikke er noget at være bange for. Derfor er Christoffer Hansens familie heller ikke så glade for hans arbejde. »De forstår ikke rigtig, hvad jeg laver. De tror, jeg springer i luften hver anden dag, men det gør jeg jo ikke,« fortæller han. Og er der den mindste tvivl, tilkalder Damasec-holdet Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste.
Denne gang er der ikke grund til at være bange. For granatens brandrør, som er den detonator, der udløser eksplosionen, mangler. På dens plads sidder en blyprop, der viser, at granaten er en ufarlig øvelsesgranat, Forsvaret engang for mange år siden har skudt afsted over området, der var øvelsesterræn i næsten 300 år. »Det der, det er en 1875’er, plus minus 10 år, vil jeg tro,« siger Kurt Nellemann, som var han en arkæolog, der lige havde fundet en ny del til museumssamlingen.
Det er blevet sen eftermiddag, og inden de andre har fjernet udstyret, har granaten allerede fundet plads på ladet af en varevogn. Nu skal den hjem til Damasec i Ballerup og renses, registreres og lovliggøres, så entreprenøren kan få den som trofæ til sit skrivebord.
Men det er ikke sidste gang, de fire mænd i gule jakker må stille udstyr op på Ørestad. Under den bløde jord ligger der nemlig granater nok til de næste 100 år.
Hvad er en granat?
En granat er et våben, der indeholder nok sprængstof til at såre eller slå ihjel. Ved kastning eller afskydning aktiveres tændingssatsen, og der skabes en eksplosion. En granat forbindes ofte med den ikoniske håndgranat, men der findes flere forskellige typer granater. Hold musen over billederne herunder, og læs om de forskellige granattyper.
Kilde: Damasec
Artillerigranater er de granater, man bruger til kanoner. I 1500-tallet overgik granatkuglerne fra at være tomme til at være fyldt med krudt og kunne eksplodere.
En mortergranat er en stor patron, der skydes af fra et faststående hylster. Granaten bruges ofte til at skyde langt.
En lysgranat er en undertype af en mortergranat. Den bruges til at oplyse områder. Granaten er udstyret med en justerbar timer, der efter tid udløser aftrækkeren og en faldskærm og derefter tænder en flamme. Dette sker som regel i en højde af to eller tre hundrede meter over jorden.
En røggranat er en undertype af en mortergranat. Den bruges til visuel markering i åbne områder eller til at forvirre fjenden ved at udskille røg, når den eksploderer.
En geværgranat affyres fra eller i forbindelse med et geværs munding, og ved afskydning kan den opnå en rækkevidde på op til 400 m. Der findes geværgranater som kan bruges til både personhåndtering og køretøjshåndtering.
Panserværnsgranater bruges til forsvar mod fjendens køretøjer. De sidder ofte på kampvogne, hvor specielle panserbrydende granater kan skydes af og smelte sig gennem modstanderens køretøj. Panserværnsgranater kan også være monteret på helikoptere og kampfly.
Håndgranater bruges i nærkamp og er beregnet til at kaste med hånden. Granaten eksploderer og beskadiger et lille område. Der er en forsinkelse på eksplosionen, der gør granaten relativt sikker at kaste. De håndgranater, danske soldater bruger, er blandt de kraftigste på verdensplan.
Kapitel 3
Tre sekunder før et brag
Han tager et fast greb om granaten, der passer perfekt i håndens runding. Den er tung, men han ænser det ikke, for over hjelmen krydser kugler fra geværer hinanden. Den ene halvdel skal passe på ham. Den anden halvdel forsøger at dræbe ham. Fra dækningen i mudderhullet orienterer sergent Robert Mørck sig efter de to geværer, der stikker op over muren foran ham. Han ligger på maven, og sved og mudder får den khakifarvede sløringsuniform til at klistre fast til hans hud. Med fingrene klemt om håndgranatens bøjle drejer han splitten og hiver den ud. Det er ikke en nem opgave, for den stramme split skal ikke bare drejes, den skal drejes rigtigt - hverken for meget eller for lidt. Han lægger vægten over på venstre arm, trækker den anden arm tilbage og kaster granaten, der bryder gennem luften med høj fart. Om tre sekunder vil den forvandles til hundredvis af små stykker, der med en utrolig kraft vil dræbe alt inden for fem meters afstand. Men få centimeter inden den når over på den anden side af muren, stopper den pludselig i den planlagte bue: Den rammer grenen fra et træ, og hænger i et øjebliks ubeslutsomhed og bestemmer sig mellem fjenden og Robert.
Året er 2007, og Danmarks fjerde hold er i kamp i Helmand, Afghanistan.
Den sidste udvej
De fastspændte våben og den skudsikre vest er fjernet fra uniformen, og tilbage sidder to guldfarvede stjerner. Lige i midten. Den ene over den anden. De betyder, at Robert ikke længere bare er soldat, men at han efter 15 år i Forsvaret i dag er officer og næstkommanderende i sit kompagni. Han er 34 år og sidder ikke længere i Helmand, men i Holstebro, bag en lukket kontordør.
Kosovo. Irak. Afghanistan. Hvor Danmark har været i krig, har Robert været med.
På mange måder skiller Afghanistan i 2007 sig ud. Dengang var Helmand-provinsen nemlig et af de farligste områder i verden, vurderede Forsvarets Efterretningstjeneste, og af de 43 danske soldater, der mistede livet under krigen, faldt langt de fleste her. Fem danske soldater blev dræbt under Roberts tur.
Det var voldsomt. Og for første gang fik Robert brug for et våben, danske soldater altid har med sig i felten, men sjældent bruger. »Dét granaten kan, er der intet andet våben, der kan,« siger han og vender tilbage til dengang, han og holdet forgæves forsøgte at skyde gennem muren i Afghanistan. »Det var som at stå og banke et søm i, og det eneste vi havde var otte forskellige skruetrækkere.« Det handlede om vinklen. Granatens bane var buet, geværets lige.
Stilhed
Granaten vipper ubeslutsomt i vinden, og Robert hører skuddene fra gruppens geværer. Han er deres leder. Og han ved, at i det øjeblik han tog beslutningen om at gå frem foran de andre og kaste granaten, viste han det. Han har gjort sit, og nu afhænger det af tilfældigheder. I hovedet er der kun handling, ingen følelser, ingen nervøsitet. På et kort øjeblik får granaten løsrevet sig fra grenenes lange arme og falder ned på muren. Den vipper først lidt hen mod Robert, men tager en hurtig beslutning og triller ned på den anden side. Braget kommer først, og så presses alt luft ud af ham. Det er som at falde fladt på ryggen. Og så er der stille.
Han kigger op fra mudderhullet. Muren står stadig, uberørt og uovervindelig, men geværerne er væk. Robert er lettet, og instinkterne har forladt kroppen, for selvom granaten er et nyttigt våben og en sidste udvej, kan den samtidig være ens værste fjende. Den kan gå begge veje, og alt kunne i virkeligheden været gået galt få minutter tidligere.
Lad os gå tilbage. Lad os afspille scenen igen.
Robert lægger vægten på venstre arm, den anden arm trækker han tilbage, imens han løfter hovedet for at orientere sig, og netop undviger en patron. Han gør sig parat til at sende granaten over på den anden side af muren. Så går det galt. Den knugende hånd fejler, og inden Robert når at sende granaten af sted i sin bue, er den ude af hans greb. Han har tabt den, og nu ligger den foran ham. 1, 2, 3. Granaten sprænger, og den tager Robert med.
Det er et af de scenarier, Robert ser for sig, da han kommer tilbage til basen om aftenen. »Jeg sad en hel time og stirrede ud i luften. Det er en så kompleks manøvre, når man tænker alle småtingene igennem,« fortæller Robert, og med ét er vi tilbage bag den lukkede kontordør.
At tage et valg
»Efterhånden så er jeg bare glad for, at jeg stadig er i live. Der har været mange episoder, hvor det har været lige tæt nok på,« siger Robert.
Han har derfor også forestillet sig sin begravelse mange gange. Han har valgt kirken, set hans familie bladre frem til salme 787 i salmebogen og sat et kryds i kataloget ved den sten, der skal pynte hans grav. Og ikke nok med at det er praktisk, så er det også godt for psyken. »Man forstår, at det altså ikke er småting, man er ved at rode sig ud i, men at det potentielt kan koste én livet. At sidde og skrive afskedsbreve til hele sin familie er også en underlig, underlig ting,« siger han.
For Robert har truffet et valg, inden han drog i krig, og han ved, at det valg kan betyde, at hans liv kan ende i et mudderhul i en krig langt væk fra Danmark. Men valget handler ikke kun om hans egen død. Det handler også om at være i stand til at dræbe et andet menneske. »Jeg har ikke nogen følelser involveret, når det handler om at dræbe fjenden. For ham på den anden side af muren har taget et aktivt valg om at føre våben mod mig. Det samme valg har jeg taget.«
De itusprængte fjender i Helmand havde Robert derfor heller ingen dårlig samvittighed over. De fik lov til at blive liggende. Faktisk ved han ikke, præcist hvor itusprængte de i virkeligheden var. Han tjekkede ikke. Det havde han ikke brug for. »Hvis jeg virkelig mærker efter inderst inde, så ved jeg også godt, at de ikke overlevede det der. Det er fysisk umuligt. Det kan ikke lade sig gøre.« De forsatte missionen.
Unormal normal
Måske er det en accept af realiteterne, af konsekvenserne ved hans arbejde. Robert har oplevet mere død og ødelæggelse end de fleste, men tilbage i Danmark blev han ved med at vente på en reaktion, han aldrig fik. Og det blev en besættelse: Var han unormal?
»Det, der faktisk frustrerede mig mest, var, at jeg ikke havde nogen reaktion. Det var det, der fik mig til at blive mest nervøs. Fordi hvad fejlede jeg, når jeg ikke reagerede, som man skulle? Så var det lige pludselig mig, der var noget galt med,« siger han.
I virkeligheden er det kun 10 procent, der får posttraumatisk stress efter at have været i krig. Robert er altså en af de 90 procent, der ikke er blevet ramt. En pointe, en psykolog præsenterede ham for, og som fik ham tilbage på rette spor. Han var normal.
Alligevel har krigen ikke helt undsluppet Roberts bevidsthed. Gentagne gange er han vågnet om natten af et mareridt. »Jeg kan ikke løbe min vej, er ikke stærk nok til at flytte noget og skyder forbi mit mål. Det er en manglende evne til at kunne løse noget.« Den slags drømme er normale for løsnings- og handlingsorienterede mennesker, er han sikker på.
Den dag, hvor Robert vil være i stand til endegyldigt at give slip på krigens aftryk, vil nok aldrig komme. Alligevel er han ikke afskræmt fra igen at tage i krig og kæmpe side om side med sine kolleger. Hvis han blev spurgt i dag, ville han ikke være i tvivl. »Jeg ville tage afsted lige med det samme.«
Kilde: Kjersgaards Danmarkshistorie